En to timers dagstur til araberland!

14.04 om morgenen tog jeg afsted fra Nuweiba. Planen var, at jeg villle tage færgen nordpå til den jordanske by Aqaba for den følgende dag fra den jordanske grænse til Israel at forsøge at få tre mdr.s visum. Turen skulle tage et par timer, fik vi at vide, men det udgangspunkt skulle hurtigt skydes i sænk!

Jeg kan ikke komme ind på nær alle detaljer, men det var hurtigt en skummel oplevelse, da jeg først skulle vente tre timer i en ventesal fyldt med stirrende, muslimske palæstinensere, hovedsagligt mænd. En mand, jeg først syntes stirrede ubehagelig meget, kom over til mig, og da jeg sad med tørklæde, troede han, jeg var muslim. Han var professor, og sammen med sine to andre professor-venner tog de tre mænd sig på fantastisk vis sig af mig! Jeg følte mig slet ikke utryg, selvom jeg befandt mig på en båd med nærmest kun 500 andre muslimske mænd, der pludselig skulle bede på dækket. Men havde Gud ikke sendt de mænd, ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var sÅ stærkt og tydeligt at mærke folks forbøn for mig og Guds ledelse: jeg er ikke i tvivl om, at han brugte tre muslimske mænd, der tydeligvis ikke var særlig Israelsvenlige, til at passe på mig, hvilket de måske ikke havde gjort, hvis de virkelig kendte mig!! Toda laEl!
Her efter tre timers ventetid startede de næste tre timers ventetid, inden skibet sejlede; langt fra europæiske manérer!! På billedet nedenfor ses de tre palæstinensiske mænd fra Vestbredden: manden til venstre (den sjoveste og mest liberale) kom fra Hebron, og de to andre fra Kalikilia. Manden til højre var den "skumle", der først opsøgte og hjalp mig.

Nuweibas kyst forlades, og vi venter og venter...

Tak Gud, for dette lille kindstrøg. Mændende syntes tydeligvis ikke, at det var så morsomt, at skibet engang havde sejlet mellem Danmark og Norge!

De tog sig af mig, gav mig middag m.v. Manden overfor mig, som jeg bedst kunne lide, lærte mig lidt arabisk og også lidt hebraisk, hvilket de to andre ikke rigtig bifaldte! Det var også ret svært at lade som om, man ikke kunne tælle til ti, men jeg følte ikke lige for at fortælle, at jeg rent faktisk boede i Israel og skulle til at starte på sprogskole om 2 dage!
Smilet er på med Saudi Arabiens kyst i baggrunden, og jeg var også tryg trods omstændighederne; Gud var nær!
Færgen var fyldt med dansk/norske skilte, og det var så skønt! Man kan da ikke andet end føle sig lidt hjemme, når man på et dybt "muslimsk" skib udenfor Saudi Arabiens kyst bl.a. ser billeder af Skagensmalere!!
Efter 13 timer ankom jeg til Aqaba, hvor mændene fandt mig en lejlighed, hvilket var godt, for det var længe sort udenfor. Jeg kunne have nøjes med et lille hummer, bare der var lås på døren, men i stedet fik jeg en stor lejlighed: stor stue, eget køkken, stort soveværelse med dobbeltseng og eget bad og toilet.. for 20 jordanske pund (~160 DKr) - meget billigt! Den følelse, da jeg sad bag lås på mit eget værelse, var ubeskrivelig!

Næste dag kome jeg afsted til grænsen og fik tre måneders visum. Da jeg så mødtes med de andre fra gruppen, havde de alle fået tre måneders visum, hvilket vi ikke troede muligt! (normalt 1 mdr.) Ærgeligt? Ja, tanken er nærliggende! Men jeg er overbevist om, at Gud havde den oplevelse i sine planer, og han var mig så nær, så nær!! Toda LaEl!!